Tysk venstrefløj gør fælles sag med arresteret separatist

Gregor Gysi. Foto: Blömke/Kosinsky/Tschöpe, licens CC BY-SA 3.0 de

Den anholdte catalonske separatistleder Carles Puigdemont er på vej til at blive et stridspunkt ikke kun i tysk, men i europæisk politik.

Puigdemont blev søndagen før påske arresteret af tysk politi umiddelbart efter, at han i bil havde passeret den dansk-tyske landegrænse ved Frøslev/Ellund. Nu sidder han fængslet i Neumünster i Holsten, mens de tyske myndigheder behandler en spansk anmodning om udlevering. Og imens har han tiltrukket sig opmærksomhed fra yderfløjene i tysk politik.

Onsdag før påske fik Puigdemont besøg i fængslet af en af AfD’s grundlæggere, Bernd Lucke, som efter mødet krævede Puigdemont løsladt. Lucke, som siden har forladt AfD og stiftet sit eget parti, er medlem af Europaparlamentet. Her tilhører han samme gruppe som Dansk Folkeparti, nemlig Europæiske Konservative og Reformister.

Det ville den yderste tyske venstrefløj ikke sidde overhørig, og nu har Puigdemont også fået besøg af Gregor Gysi. Den tidligere DDR-advokat og formand for SED-PDS og PDS sidder i dag i Forbundsdagen for die Linke, og hvad vigtigere er i denne sammenhæng: Han er formand for den europæiske venstrefløjs Europa-parti, Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe – dog uden selv at sidde i Europaparlamentet.

“Man må håbe, at Tyskland ikke er parat til at blive håndlanger for den spanske regering ved arrestationen af catalonere og påtage sig et medansvar for en yderligere og voldelig tilspidsning af konflikten og selv blive del af denne konflikt,” sagde Gysi i forbindelse med besøget til Neue Osnabrücker Zeitung.

Statsadvokaturen for Schleswig-Holstein bad tirsdag Oberlandesgericht Schleswig om at give grønt lys for, at den catalonske politiker udleveres til Spanien.

U.G.