Tysk produktion taber midlertidigt fart i oktober

Foto: Vogone, licens CC BY-SA 3.0

For anden måned i træk dalede den tyske produktion i oktober, men væksten ventes at vende tilbage mod slutningen af året.

Af Flemming Emil Hansen

Tysk produktion faldt overraskende med 1,4 pct. i oktober i forhold til september måned, men forventes at svinge tilbage til vækst i de kommende måneder, ikke mindst understøttet af en stærk ordreindgang, sagde det tyske statistiske kontor Destatis torsdag.

“Der er først og fremmest tale om mindre og naturlige udsving i produktionsindekset,” forklarer Hans-Rüdiger Möller fra Destatis. Blandt andet var der i oktober adskillige helligdage på torsdage eller tirsdage, hvilket for mange bliver kombineret med en ekstra fridag først eller sidst på ugen.

“Produktionen er stadigvæk sund, og vi forventer at se vækst igen i de kommende måneder,” sagde Hans-Rüdiger Möller til Tysklandheute.

Stigende strømproduktion, faldende industriaktivitet

Industriproduktionen særskilt faldt med 2 pct. i oktober, mens byggebranchen noterede et fald på 1,3 pct. Kun produktionen af energi steg støt i oktober måned, med 5,1 pct. i forhold til september måned, sagde Destatis.

Oktober måneds produktionsnedgang fulgte et fald på 0,9 pct. i september måned, men ifølge Möller peger godt fyldte ordrebøger altså mod højere produktionsaktivitet i slutningen af året og godt ind i 2018.

Det tyske økonomiministerium meddelte onsdag at industriens ordreindgang steg med 0,5 pct. i oktober måned. Det er mindre end i september og august, men stadig nok til at understøtte det samlede indtryk af en stærk konjunktur, sagde ministeriet.

Analysefirmaet IHS Markit og fagforbundet BME konkluderede for nylig i en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt tyske erhvervsledere, at den tyske produktion kører så tæt på maksimum, at flaskehalse truer med at lægge låg på den økonomiske vækst. Det er blandt andet mangel på uddannet arbejdskraft, der presser produktionsvirksomhederne, hed det.

Ifølge vurderingen fra Destatis er kapacitetsproblemerne dog ikke så overhængende, at de vil afspejle sig i produktionen foreløbig. Der stadig rigeligt med luft i produktionsvirksomhedernes kapacitet til at følge med de voksende ordrebøger, sagde Hans-Rüdiger Möller.