Slutter Merkels tid i næste uge?

Angela Merkel. Foto: Michael Lucan, licens CC-BY-SA 3.0

Kommentatorer i ind- og udland er i gang med gravskrifterne over Merkel. Måske er det lige tidligt nok. 

Af Uffe Gardel

Det er halsløs gerning at spå om udviklingen af en politisk krise, som synes at eskalere fra dag til dag. Så det vil jeg ikke. Jeg vil nøjes med at tegne spillet op og forklare reglerne.

Mange vil finde det retfærdigt, hvis Merkel ender med at falde på sin meget kritiserede håndtering af migrantkrisen. Den har indhentet hende med forsinkelse, ikke på grund af utilfredshed i egne rækker, ikke på grund af politiske rivalers angreb, og heller ikke fordi migranterne på ny vælter ind over Tysklands grænser. Den har indhentet hende, fordi hendes nærmeste allierede, det bayerske CSU, har gjort oprør.

Det er et oprør, som allerede har overskredet grænserne for, hvad en regeringskoalition normalt kan holde til. I meget korte træk: Indenrigsminister Horst Seehofer, som også er CSU’s formand, truer med på egen hånd at begynde at afvise asylsøgere på landegrænsen, hvis de er registreret i andre EU-lande.

Merkel svarer offentligt, at det må han ikke, og at det falder ind under hendes kompetence som regeringschef at forbyde ham det. Hvortil Seehofer, også offentligt, svarer, at “det vil vi ikke finde os i” – “vi” betyder her CSU.

Hvorpå den højt respekterede formand for Forbundsdagen, Wolfgang Schäuble (CDU), atter offentligt, forklarer, at Merkels “embedes værdighed” vil kræve, at hun i så fald afskediger Horst Seehofer.

CSU og de symbolske krav

CSU og CDU ser forskelligt på migrantpolitikken, men CSU har ellers fået presset Merkel ganske langt i retning af deres synspunkt. Hvilket er så meget desto lettere, som Merkel er en yderst pragmatisk politiker, der i historiens løb glad og gerne har opgivet faste positioner, hvis det var klogt at gøre det. Således er den meget liberale og atomkraftelskende Merkel blevet til kansleren, som indførte lovbestemt mindsteløn og afviklede atomkraften. Stiltiende åd præstedatteren de homoseksuelle ægteskaber; ja, hun var næsten ved at tage æren for dem.

Sidste gang, CSU stillede et ultimativt krav, var, da man før valget sidste år krævede loft over, hvor mange der årligt kunne få asyl i Tyskland. Det endte faktisk med, at man i koalitionsaftalen i februar indskrev et “blødt” loft på 180.000-220.000 asylbevillinger, formuleret som en politisk forpligtende hensigtserklæring.

Måske er det denne succes, som har givet CSU blod på tanden.

Kravet om automatisk afvisning ved grænsen er ikke i sig selv altafgørende for republikkens eller bare Bayerns trivsel. Der er ikke nogen akut migrantkrise. Antallet af asylansøgere er faldende. Landet stander ikke i våde. Kravet om afvisning på grænsen er i høj grad symbolsk, på samme måde som overgrænsen var det, for Tyskland er ikke i nærheden af at få 200.000 asylsøgere på et år.

Merkels afvisning af tysk enegang giver til gengæld god mening. Handler Tyskland, EU’s største land, på egen hånd, kan det blive meget vanskeligt at opnå enighed i EU om bare en del af migrantpolitikken. Ja, i det hele taget at opnå enighed om noget som helst. Det kan blive meget skadeligt for EU-samarbejdet.

CSU og flertallet som forsvinder

Så hvad er CSU ude på? Standardforklaringen er, at der skal være landdagsvalg i Bayern til oktober, og at CSU er presset af AfD.

CSU har i dag absolut flertal i landdagen, og det vil man gerne beholde; det er der bare intet, der tyder på, at man kan. I meningsmålingerne ligger partiet og roder omkring 40 procent. AfD fik senest 13 procent, altså lige i underkanten af landsgennemsnittet. SPD står også til en meget voldsom tilbagegang, mens De Grønne måles til en tilsvarende fremgang. Der bliver også mindre stemmespild denne gang, så der skal flere stemmer til at få flertal i landdagen. I 2013 gik 15 procent af stemmerne til partier, der ikke klarede spærregrænsen; i år bliver det kun det halve.

AfD’s kampagne retter sig direkte mod CSU-vælgerne. “Vi holder, hvad CSU lover”, lød et slogan fra sidste år, og et andet forkynder, at landsfaderen Franz Josef Strauss ville have stemt AfD. Men CSU er faktisk ikke gået frem under sit frontalangreb på Merkel; snarere lidt tilbage. Tyske vælgere bryder sig ikke om oprør og ballade, og det gælder åbenbart også i Bayern.

Så med eller uden ballade med Merkel: CSU kommer nok til at indstille sig på at skulle gå i koalition med nogen. Bliver det AfD, den nye ærkefjende? Det bliver ikke nemt. Andre muligheder kunne være De Grønne eller Freie Wähler, som egentlig er en overbygning på en række lokallister, men som i Bayern også sidder i landdagen, hvor man forsøger at placere sig i den politiske midte.

Bryder CSU med CDU? Det ville være dumt

Lad os prøve at spille spillet igennem: Merkel kommer hjem fra EU-topmøde uden en flygtningeaftale, som tilfredsstiller CSU. Seehofer begynder at afvise asylsøgere, Merkel fyrer ham, og CSU forlader regeringen.

Hvad sker der så? Merkel har flere muligheder. Hun kan få forbundspræsidenten til at udskrive valg, et valg hun ikke nødvendigvis vil tabe. Hun kan regere videre med en mindretalsregering og satse på, at CSU ikke tør vælte hende. Eller hun han tage De Grønne med i regeringen i stedet.

Hvad med CSU? Træder man bare ud af regeringen, men bliver i gruppefællesskab med CDU, kommer man til at tage sig ret dumt ud: Et regeringsparti som ikke vil sidde i regering. Så CSU er nok nødt til at bryde med CDU.

Så bliver CSU et selvstændigt parti. Det første der sker, er nok, at CDU stiller op i Bayern, og CSU stiller op uden for Bayern. Et godt gæt er, at det bliver lettere for CDU at rulle sin organisation ud i Bayern, end det bliver for bayerne at indtage resten af landet, selv om der ligger ganske mange stemmer og venter på dem uden for Bayern. Selve det praktiske, organisatoriske arbejde bliver en udfordring, og udfordringen bliver livstruende, hvis Merkel trækker stikket og fremkalder et hurtigt forbundsdagsvalg.

Derudover vil CSU kunne se i øjnene, at med CDU i Bayern er udsigten til igen at få flertal i landdagen rykket helt ud i den grå horisont. Tværtimod risikerer man at blive fjernet fra magten af en alternativ koalition med CDU som deltager.

Endelig, hvis det nu faktisk lykkes CSU at blive til et tysklandsdækkende parti, så vil det jo omvendt betyde, at bayerne mister deres parti. CSU vil simpelt hen blive endnu et højreorienteret parti, hvis oprindelige bayerske identitet vil blive mere og mere udvandet.

Min konklusion

Så min kandestøberkonklusion er, at hvis CSU’erne er kloge, så bliver de sammen med Merkel. De bliver ved med at presse hende, men ikke så langt, at det faktisk kommer til et brud. Allerbedst ville det være, om man kunne opretholde presset helt frem til landdagsvalget til oktober.

Dette er ingen spådom om, at det også vil gå sådan. Historien er fuld af eksempler på mennesker, der handler kortsynet eller direkte imod deres egne interesser.

Andres konklusion?

Det er svært at lukke hovedet op på tyske politikere og kigge ind. Jeg hæfter mig dog ved, at SPD holder forholdsvis lav profil, og at ingen tunge navne i CDU angriber Merkel; tværtimod får hun opbakning fra flere, som kræver, at hun skal have den nødvendige tid til at forhandle med de andre EU-lande. Der synes således ikke at være nogen liglugt omkring Merkel, som kunne  trække gribbe til. Ikke endnu, i hvert fald.

Nå, nu får vi se. Tirsdag mødes CDU’s og CSU’s ledelser for at tale tingene igennem.