Regeringen vil investere mindre, ikke mere

Olaf Scholz. Foto: Frank Schwichtenberg, licens CC BY-SA 3.0

Trods høje skatteindtægter og løfter i regeringsaftalen skruer regeringen ned for investeringerne i forbundsbudgettet.

“Vi vil forny vores land, investere i fremtiden og fremme innovation, således at vi kan bevare og udbygge vores velstand.”

Sådan står der i den koalitionsaftale, som CDU, CSU og SPD møjsommeligt fik forhandlet på plads i begyndelsen af februar, og meningen var klar: Tyskland skal investere mere i veje, skinner, uddannelse og digital infrastruktur. Men det er ikke helt det, der kommer til at ske i virkeligheden.

I hvert fald vil finansminister Olaf Scholz i dag onsdag fremlægge en budgetplan for regeringen, som sænker investeringerne i forbundsbudgettet fra 37,9 milliarder euro i 2019 til 33,5 milliarder euro i 2022. Det skriver flere medier onsdag morgen efter at have  set udkastet til budgetplanen.

Neddroslingen af investeringerne sker på et tidspunkt, hvor skatteindtægterne er høje på grund af højkonjunkturen i Tyskland, så det er ikke indtægter, der mangler. Ifølge Handelsblatt er det stigende sociale udgifter, pengene skal gå til – børnehaver, heldagsskoler, socialt boligbyggeri og forskellige former for overførselsindkomster . De sociale udgifter er i nogle år steget stærkere end BNP, og den udvikling skal åbenbart fortsætte.

Også forsvarsudgifterne stiger i perioden, fra 37 milliarder euro i dag til godt 44 milliarder euro i 2022. Men den vækst er faktisk en anelse lavere end den forventede udvikling i BNP, så forsvarsudgifternes andel af BNP fil falde – fra 1,24 til 1,23 procent, og altså ikke bevæge sig tættere på det afatlte NATO-mål på 2,0 procent.

U.G.