Østrigs finansminister er favorit som ny Eurogruppe-formand

Østrigs finansminister Hans Jörg Schelling skal være ny formand for den magtfulde Eurogruppe af europæiske finansministre, mener gruppens konservative medlemmer med den tyske finansminister Peter Altmaier i spidsen. Ved et ministermøde i Brüssel er de blevet enige om at pege på Schelling som afløser for hollandske Jeroen Dijsselbloem, hvis formandsskab udløber i midten af januar måned.

De konservative er i EU-regi organiseret i partiet European People’s Party, som med otte medlemmer i øjeblikket udgør langt den største fraktion i Eurogruppen, der består af finansministrene fra de 19 eurolande samt en formand. Næststørste fraktion er de europæiske socialdemokrater med tre medlemmer.

Begejstring i Østrig

64-årige Schelling blev i 2014 hentet ind som finansminister fra en lang og succesfuld forretningskarriere, hvor han gennem årene beklædte stillinger som administrerende direktør og bestyrelsesformand for en række store virksomheder. Han er højt respekteret blandt sine europæiske kollegaer, men vil ikke desto mindre være et kontroversielt valg, idet hans konservative Österreichische Volkspartei i øjeblikket forhandler om at danne en ny regeringskoalition med indvandrer- og EU-kritiske FPÖ – en gentagelse af den regeringskonstellation, som i år 2000 fik EU til at indføre sanktioner mod Østrig.

Det kan paradoksalt nok også være en vægtig grund til at pege på netop Schelling. Med nomineringen til eurogruppe-formand er Schellings chancer for at blive genudpeget som finansminister nemlig steget gevaldigt, og dermed svinder samtidig risikoen for, at det næste østrigske medlem af eurogruppen kommer fra et EU-kritisk parti.

I Østrig vækker nomineringen begejstring. Sågar den afgående socialdemokratiske bundeskansler Christian Kern støtter varmt Schelling.
”Hvis Østrig får chancen for at besætte så vigtig en post, vil jeg også gøre mit yderste for at få det til at ske,” udtaler Kern til Tiroler Tageszeitung.

Eurogruppen vælger sin næste formand ved et møde d. 4. december i Bruxelles.

feh