Ny CDU-leder forbereder stramning af migrantpolitikken

Paul Ziemiak. Foto: www.paul-ziemiak.de

AKK har ikke tænkt sig at være en Merkel-klon. De første skridt efter formandsvalget peger i retning af en kursjustering af den omstridte migrantpolitik.

Af Uffe Gardel

To af Annegret Kramp-Karrenbauers første handlinger efter at være blevet valgt til CDU’s formand fredag viser, at partiet kommer til at ændre sig under hende.

Den første, og mest markante, er at hun har fået valgt den 34-årige Paul Ziemiak som partiets nye generalsekretær. Ziemiak, som hidtil har været formand for Junge Union, CDU/CSU’s fælles ungdomsorganisation, er kendt som en kritiker af Merkel-regeringens bløde migrantpolitik. Han har talt for at indføre den overgrænse for antallet af asylansøgere, som CSU sidste år kæmpede så hårdt med Angela Merkel om.

Ziemiak har også direkte givet udtryk for tvivl om, hvorvidt muslimske indvandrere evner at integrere sig i Tyskland. Ziemiak, der selv kom til Tyskland fra Polen som treårig med sin familie, bemærkede allerede i september 2015, altså på migrantkrisens højdepunkt, at “de fleste flygtninge mangler en faktor, der var central for vores integration: Den kristne religion.”

Blandt de første til at lykønske Ziemiak på Twitter med hans nye post var den fremtrædende CSU-politiker Manfred Weber – som i Europa-Parlamentet er formand for Det Europæiske Folkeparti – samt Østrigs konservative forbundskansler, Sebastian Kurz.

Mere end en gestus

Kramp-Karrenbauers udnævnelse af Ziemiak blev først tolket som en forsonende gestus over for taberne i formandsvalget; Ziemiak står nemlig tæt på den ene af AKK’s modkandidater, Jens Spahn. Men tilsyneladende går CDU’s formand efter mere end det. Søndag sagde hun nemlig til Bild, at hun vil have gennemarbejdet partiets migrantpolitik og sikkerhedspolitik.

“Ud over et seminar i den nyvalgte hovedbestyrelse (CDU’s Bundesvorstand, red.) i januar vil jeg indkalde til en ‘værkstedssamtale’ om temaerne migration og sikkerhed med eksperter og også kritikere af migrations- og flygtningepolitikken for at udarbejde konkrete forbedringer,” sagde hun til Bild am Sonntag.

Under formandsvalgkampen markerede AKK selv et par gange, at hun ønsker en stramning af migrantpolitikken – som ellers i forvejen er betydeligt strammet siden sommeren 2015. Hun sagde at syriske asylsøgere, som begår kriminalitet, allerede nu bør sendes retur til Syrien. Hun krævede også at udlændinge, som begår kriminalitet, bør have permanent indrejseforbud i Schengenområdet.

CSU’s formand, den migrantkritiske indenrigsminister Horst Seehofer, glædede sig lørdag over valget af AKK.

“Jeg er sikker på at Union med hende igen vil kunne få valgresultater over 40 procent,” sagde han. “CSU vil få et godt samarbejde med AKK.”