Mindre økonomisk vækst, men stadig et robust arbejdsmarked

Bilindustrien årsag til minusvækst i Tyskland. Foto: Volkswagen AG

Af Poul Scheuer

Tyskland måtte i tredje kvartal konstatere, at den økonomiske vækst skrumpede og samtidig nedjusterer de økonomiske prognosemagere, deres forventninger til den økonomisk vækst både i år og til næste år, og virksomhederne ser mere pessimistisk på fremtiden, end de har gjort længe. Alligevel er arbejdsmarkedet stadig robust og sætter ny beskæftigelsesrekord, samtidig med at ledigheden fortsætter med at falde.

Det var med nogen forbløffelse, at økonomerne modtog tysk statistiks (Destatis) beregninger over væksten i tredje kvartal. For der var ingen vækst – tværtimod skrumpede økonomien med 0,2 pct. i forhold til kvartalet før. Det er første gang siden første kvartal 2015, at væksten går i minus. Økonomerne peger dog på, at det ikke er udtryk for et konjunkturproblem men et autoindustriproblem, der pga. dieselskandalen skal have modelgodkendelse af nye biler og her er opstået en flaskehals, som en årsag til minusvæksten.

Men trods de beroligende ord fra økonomerne, så er farten taget af den tyske økonomisk vækst. Og det har fået prognosemagerne til at nedjustere forventninger om vækst. Det gælder især de tyske økonomiske vismænd (Sachverständigenrat), der endnu en gang nedjusterer deres forventninger til væksten i år til 1,6 pct. og 1,5 pct. næsten år. Det er et godt stykke fra deres oprindelig prognose, der sagde 2,3 pct. for 2018 og 1,8 pct. for 2019.

Usikkerheden om den amerikanske kinesiske handelskrig, Brexit og mangel på kvalificeret arbejdskraft giver sig også udtryk i en større skepsis i virksomhederne. Erhvervsklimaindekset Ifo faldt således i november for tredje måned i træk med 0,9 til 102 – og det er mere end mange analytikere havde regnet med. Chefen for Ifo, Clemens Fuest, beroliger dog med, at nedgangen i indekset ikke er et udtryk for, at det er slut med det tyske økonomiske opsving, men at der blot er tale om en vis afkøling af konjunkturerne.

Fuest vurdering understreges af, at arbejdsmarkedet stadig er robust. I november steg beskæftigelsen til det rekordhøje 45,24 mio. personer og samtidig faldt ledigheden til det rekordlave 2.186.000 personer svarende til en arbejdsløshedsprocent på 4,8. Desuden er antallet af opslåede job på den tyske arbejdsformidling også rekordstort på 807.000 job – 35.000 flere end for et år siden.

Det boomende arbejdsmarked presser også lønningerne op. Ifølge det tyske statistisk kontor, Destatis, så stege de overenskomstmæssige lønninger i tredje kvartal med 3,7 pct. i forhold til samme kvartal året før. Det er dog en række engangsbetalinger, der trækker lønstigning op. Uden disse særbetalinger steg lønnen med 2,7 pct.  Og med en inflation i samme tidsrum på 2,1 pct. kan lønmodtageren notere sig en pæn reallønsstigning.  Det fagforeningsnære økonomiske institut, Hans-Böckler-Stiftung, vurderer, at de overenskomstmæssige lønninger for hele året 2018 vil stige med 3,0 pct. og forbrugerpriser med 1,9 pct., så lønmodtagere får en reallønsstigning på 1,1 pct. i 2018.