Merkels plageånd følger hende ud

Horst Seehofer. Foto: Harald Bischoff, licens CC BY-SA 3.0

Så er det officielt: Horst Seehofer går af som partiformand. Men han bliver som minister.

Af Uffe Gardel

Efter flere dages spekulation, og ugers pres i CSU, har Horst Seehofer givet efter: Han går af som formand for CSU, CDU’s bayerske søsterparti. På et ekstraordinært landsmøde den 19. januar vælger partiet en ny formand, og det er så godt som sikkert, at den nye formand bliver Markus Söder, Bayerns ministerpræsident.

Dermed kommer Seehofer til at kopiere Angela Merkel, også derved, at han har tænkt sig at blive siddende på sin post i forbundsregeringen, hvor han er indenrigsminister.

Seehofer kom ind i forbundspolitik igen efter ti års pause i marts 2018, da Merkel dannede sin nye Store Koalition med SPD, og det stod på forhånd klart, at samarbejdet mellem de to næppe ville blive harmonisk. Optakten gennem hele 2017 var, at Seehofer som formand for CSU skabte en dybere og dybere krise i forholdet mellem CDU og CSU ved at insistere på at få en fast overgrænse for hvor mange asylsøgere, Tyskland årligt ville modtage; noget som ifølge Merkel og CDU simpelt hen ville være forfatningsstridigt.

Efter hans indtræden i forbundsregeringen fortsatte han med at skabe nye kriser. Først var der et krav om at åbenlyst grundløse asylsøgere skulle interneres ved grænsen – et krav man fik forligt med en aftale om såkaldte transitcentre – og siden fulgte et parodisk forløb med en fremtædende embedsmand, chefen for det interne efterretningsvæsen BfV, Hans-Georg Maassen, som havde gjort sig umulig ved at modsige Merkel offentligt, men blev beskyttet af Seehofer. Bag al balladen og profileringsforsøgene har formentlig ligget dyb bekymring over partiets svigtende tilslutning i meningsmålingerne i Bayern – noget som medførte, at partiet ved landdagsvalget i Bayern i oktober i år mistede sit flertal.

Seehofer har i årevis flirtet offentligt med at ville gå, for så derefter at “træde tilbage fra sin tilbagetræden”, som en politisk iagttager ironisk har kaldt det. I 2015 udtalte han, at han ikke ville fortsætte som ministerpræsident i Bayern efter valget i 2018. Året efter sagde han, at han ville opgive både partiformandsposten og posten som ministerpræsident allerede i 2017, men i løbet af 2017 skete der intet. Ved forbundsdagsvalget i september 2017 gik CDU voldsomt tilbage i Bayern, og presset i partiet for en afgørelse voksede. Det endte med, at Seehofer i marts i år overlod regeringschefposten i München til Markus Söder, hidtil bayersk finansminister; Söder var generelt betragtet som Seehofers kronprins, men blev de senere år konstant holdt hen og holdt nede af Seehofer.

Med det dårlige resultat ved landdagsvalget opstod der en ny diskussion i CSU om hvem, der havde skylden, og den er så nu lukket med, at Seehofer går. Og denne gang skulle det være rigtigt – dog bliver han på sin post i Berlin. En pudsighed er i øvrigt, at dermed vil ingen af de tre regeringspartiers formænd have plads i den uelskede koalitionsregering.