Merkel vil sidde fire år, baglandet knurrer

Merkel hos ZDF 11. 2.2018

Jeg har lovet at sidde fire år, og jeg holder, hvad jeg lover, sagde Merkel i TV-interview, men hun lovede også at tage nye folk ind i regeringen. CDU’s erhvervsfløj er utilfreds med regeringsaftalen.

Af Uffe Gardel

Nej, man skal ikke regne med, at Merkel går af midt i den kommende valgperiode for at give plads til en ny kansler og partiformand; det fastslog Angela Merkel selv i et kort interview på ZDF søndag aften (interviewet kan ses her).

Nu kan man selvfølgelig ikke forvente, at Merkel på forhånd annoncerer sin afgang om to år; det ville svække hende fatalt allerede nu, men hendes afvisning blev temmelig kategorisk formuleret:

“Jeg har forpligtet mig over for befolkningen på fire år til (…)  de fire år er det, jeg har lovet, og jeg hører til de mennesker, som også holder, hvad de har lovet,” sagde hun i løbet af det knapt et kvarter lange interview.

Hun gled af på spørgsmål om mulige efterfølgere, også da hun blev foreholdt, at en af CDU’s grand old men, Hessens tidligere ministerpræsident Roland Koch, har opfordret hende til at få arvefølgen på plads. Men Merkel lovede at tage nye folk med i sin regering:

“Nu handler det også om at vise, at vi kan tiltræde med et nyt mandskab (…) Vi har seks ministerposter at besætte, og fra min side vil jeg også være opmærksom på, at vi ikke kun tager hensyn til dem som er over 60, men også yngre folk,” sagde  Merkel og gentog, at “vi har brug for en ny opstilling, samlet set.”

Afviste kritik fra erhvervsfolk

Merkel-interviewet var tilsyneladende et forsøg på at lægge diskussioner om hende selv død, og samtidig få kritikerne i hendes egne rækker til at tie stille.

Dem har der været en del af de seneste dage, og de er især opbragte over, at SPD får fiannsministerposten. Det “overgår alle andre negative resultater af denne koalitionsaftale,” sagde generalsekretær Wolfgang Steiger fra CDU-Wirtschaftsrat, en organisation som repræsenterer erhvervsfolkene i CDU.

“Tyskland risikerer at komme ud på en glidebane af pengeuddeling i Tyskland og Euroa i stedet for at bidrage til de stærkt nødvendige investeringer i fremtiden,” sagde han til Handelsblatt, og formanden for Mittelstands- und Wirtschaftsvereinigung der CDU/CSU – en anden sammenslutning af erhvervsfolk i CDU og CSU – siger noget lignende: Fordelingen af ministerposter “rammer os i marven”, siger formanden, Carsten Linnemann, til Handelsblatt. Også enkelte forbundsdagsmedlemmer fra CDU har været kritiske.

Hertil sagde Merkel i ZDF, at hun også var ked af at slippe finansministerposten, men mindede om, at CDU heller ikke havde posten under den første store koalition fra 2009 til 2013; den sad socialdemokraten Peer Steinbrück på.

“Det var smerteligt (at afgive finansministerposten, red.), men efter min mening acceptabelt, for hvad var alternativet? At vi måtte sige til befolkningen, at vi har en koalitionaftale, men vi kan ikke blive enige om ressortfordelingen?,” sagde Merkel.

Lover nye navne

Endelig forholdt hun sig til kritikken af, at der tilsyneladende ikke bliver plads i regeringen til mange nye navne; selv om ministerlisten ikke er offentliggjort, så mener tysk presse så nogenlunde at kende den. Her lovede Merkel faktisk at tage nye folk med.

“Nu handler det om at give personer en chance, som har deres karriere foran sig eller er midt i den, og vi vil gøre alt for, at disse personer får chancen,” sagde hun.

Indholdet i koalitionsaftalen blev  der ikke talt meget om i interviewet. Afgående SPD-formand Martin Schulz sagde forleden, at aftalen “er skrevet med socialdemokratisk håndskrift”.

Noget tyder på, at han har ret. Frankfurter Allgemeine Zeitung skriver mandag, at en maskinel tekstanalyse viser, at 70 procent af aftalen kommer fra SPD.