Merkel og Trump diskuterer handelspolitik – men hvad sagde de egentlig?

Foto: Gage Skidmore , licens CC BY-SA 2.0

Hvad sagde Trump og Merkel til hinanden om udsigten til en handelskrig?

Af Uffe Gardel

Angela Merkel og Donald Trump talte tirsdag sammen i telefon om en række spørgsmål, blandt andet giftattentatet i Storbritannien. Men det mest akutte emne for Tyskland må siges at være den truende handelskrig.

Det står dog ikke helt klart for offentligheden, hvad de to politiske ledere egentlig sagde til hinanden, og hvad de måtte være blevet enige om.

Her er først den tyske version, taget fra en kort omtale af telefonsamtalen på forbundsregeringens webside:

“Desuden talte forbundskansleren og præsidenten om den aktuelle handelspolitiske situation. Forbundskansleren talte for en dialogproces mellem Den Europæiske Union og De Forenede Stater om handelspolitikken under hensyntagen til det regelbaserede internationale handelssystem.”

Merkel sagde altså til Trump, at vi skal tale sammen, og at USA skal overholde WTO’s spilleregler. Det vil sige, at den tyske regeringschef har gjort en indsats for at forhindre en handelskrig i at bryde ud. Der står ikke noget om, hvad Trump svarede.

Og nu til det amerikanske referat af samtalen, som findes på Det Hvide Hus hjemmeside. Det er unægtelig lidt anderledes. Alt hvad der står om handelspolitik, er følgende:

“Præsidenten og kansleren diskuterede at gøre fælles sag mod Kinas uretfærdige økonomiske adfærd og illegale erhvervelse af intellektuel ejendom.”

Ifølge Det Hvide Hus er Merkel altså på nippet til at gå med i en handelskrig mod Kina.

Læs også:

IFO: Risiko for handelskrig dæmper eksportforventninger