Meningsmåling: Jamaica-koalition mister folkelig opbakning

Bundeskanzleramt i Berlin. Foto: Poul Scheuer

Mens Angela Merkel i Berlin forhandler på tredje uge for at få en ny regering på plads, har tyskerne tilsyneladende allerede mistet tålmodigheden og troen på den kulørte koalition. Ifølge en frisk meningsmåling fra TV-stationen ARD har de såkaldte Jamaica-partier, der foruden Merkels konservative forbund af CDU og CSU tæller FDP og De Grønne, mistet den folkelige opbakning, de sikrede sig ved valget i september måned.

I dag synes blot 45 pct. af tyskerne, at den efterstræbte Jamaica-koalition er en god eller særdeles god ide, hvor imod 52 pct. finder konstellationen mindre god eller decideret dårlig, skriver Frankfurter Allgemeine Zeitung.

I starten af oktober var 57 pct. af de adspurgte positivt stemt overfor dannelsen af en Jamaica-koalition, som har hentet sit øgenavn fra partiernes farver, der tilsammen udgør farverne i det jamaicanske flag.

Siden forhandlingerne blev indledt efter valget, har de fire partier med en række solomeldinger i medierne understreget, at det langtfra er alt, de er enige om. Også Angela Merkels personlige popularitet er blevet slidt af de langstrakte forhandlinger. Ifølge ARDs meningsmåling er 57 pct. af de adspurgte nu tilfredse med Merkels embedsførelse, et fald på seks procentpoint siden starten af oktober måned.

FEH