Kun kvinder bør være ligestillingskonsulent

Kvinder tjener stadig mindre end mænd.

For fjerde gang har en tysk retsinstans afgjort, at det er helt i orden kun at ansætte kvinder som ligestillingskonsulenter, beretter Spiegel Online. Den seneste sag er fra Slesvig-Holsten.

Her havde en mandlig ansøger til stillingen som ligestillingskonsulent lagt sag an mod en kommune, der havde fravalgt ham, fordi han var af hankøn. Det mente han var åbenlys diskrimination og forlangte en erstatning på tre måneders løn.

Men klagen blev afvist af arbejdsretten i Kiel, der hverken mente, at det var i strid med den tyske grundlov eller med EU-retten. Retten lagde til grund, at stillingen indebar, at det at være kvinde var en væsentlig del af kvalifikationen til jobbet, da jobbets indhold jo var at forbedre de strukturelle betingelser for kvinders ligestilling med mænd. Lignende domme er også afsagt i Nordrhein-Westfalen og i Mecklenburg-Vorpommern.

ps