Koalition? SPD har god tid, CDU presser på

Efter et to timer langt møde torsdag aften mellem formændene for CDU, CSU og SPD hos forbundspræsidenten har partilederne aftalt at tale sammen i dag, fredag, for at drøfte det videre forløb, ligesom de også skal tale med deres partiledelser.

Af Uffe Gardel

Intet er sluppet ud om indholdet af mødet hos præsidenten i Bellevue-slottet i udkanten af Tiergarten i Berlin. Men fredag har vi fået de første antydninger af, hvor partierne står: SPD signalerer, at man har al den tid i verden, der skal til, mens CDU tværtimod presser på for en hurtig afgørelse.

“Ingen skal vente, at det går hurtigt,” sagde fungerende udenrigsminister Sigmar Gabriel (SPD) torsdag aften, og Hamburgs førsteborgmester Olaf Scholz, som også er en af SPD’s næstformænd, sagde i en TV-debat, at man “meget nøje må overveje frem og tilbage”, hvad der skal gøres nu.

SPD har samtidig signaleret, hvad en del af prisen for at gå i regering kunne være, nemlig en “borgerforsikring”, det vil sige et sygesikringssystem, der som i Danmark dækker alle borgere, frem for det nuværende tyske system med private sygekasser. Kravet er allerede stødt på betydelig modvilje både hos CDU-politikere og arbejdsgivere.

Til gengæld har vi interessant nok ikke hørt mere til balladen om landbrugsminister Christian Schmidt (CSU), som egenrådigt og imod SPD’s vilje gav grønt lys til ukrudtmidlet Roundup i Bruxelles. Ledende SPD-politikere reagerede i første omgang med stor vrede og lod forstå, at sagen kunne blive en alvorlig hindring for videre forhandlinger. Men nu er der tavst om landbrugsministeren, og SPD har ikke krævet ham afsat.

Læs også:

Roundup er gift for ny regering