“Klokken 20 minutter over ni passerede vi den tyske front” – med de tyske forhandlere i Compiègne, november 1918

Bundesarchiv, licens CC-BY-SA 3.0

I november 1918 var den tyske hær så hårdt presset, at man måtte forhandle om våbenstilstand. Hærledelsen skulle ikke selv nyde noget af tage ansvar og overlod opgaven til den civile politiker Matthias Erzberger. Her er hans fortælling om rejsen fra den belgiske by Spa, hvor den tyske hær havde hovedkvarter.

“Efter en kort morgenmad kørte vi ved middagstid fra Spa i fem biler. Jeg tog ritmester von Helldorf med som tolk, og dr. Blauert som stenograf. Næppe havde vi forladt Spa, før der tilstødte min bil et svært uheld, da den ved passage af en skarp kurve blev slynget mod et hus; den efterfølgende bil kørte op i min. Trods det alvorlige sammenstød skete der intet; hverken grev Oberndorff, som sad ved siden af mig, eller jeg selv blev skadet af de mange omkringflyvende glasskår, kun var vores og den efterfølgende bil svært beskadiget. Kørslen gennem Belgien blev fortsat i de øvrige biler; det gik kun langsomt fremad, for tyske hærformationer strømmede uophørligt tilbage i lange tog.

Ved mørkets indtræden ankom vi klokken seks aften til Chimay, hvor den tyske general lod mig forstå, at vi under ingen omstændigheder kunne køre videre samme aften; for at sikre den tyske hærs tilbagetog var vejene spærrede, og træer lagt hen over vejen; usikkerheden var i det hele taget uhyre stor. Jeg pressede på for videre kørsel og opnåede også dette efter en telefonisk aftale med den nærmeste tyske generalkommando i Trelon (i Frankrig, tæt ved grænsen, red.). Hen imod klokken halv otte ankom jeg dér; den kommanderende general meddelte mig, at alle forberedelser til passage af fronten var truffet; en pionérkommando havde ryddet vejen for samtlige miner af enhver art. Generalen var fuld af lovord over sine troppers kampånd; i seks uger havde folkene været i uafbrudt kamp; en af divisionerne talte nu kun  349 hoveder, en anden 437; det var ligefrem beundringsværdigt, at dette lille antal tropper endnu holdt stand; officerer og mandskab ydede en ligefrem overmenneskelig indsats. De politiske begivenheder i Berlin og urolighederne i Kiel kendte han stort set intet til; han bad mig om ikke at tale med officererene om dem.

Vi kørte efter et kort ophold videre og kom nu på grund af den ringere trafik på vejen meget hurtigere frem. Klokken 20 minutter over ni passerede vi den tyske front, efter at jeg havde taget en trompetér med op. En schwabisk landsmand (Erzberger var fra Schwaben, red.) gav mig den sidste afskedshilsen med det forbløffede spørgsmål: “Hvor skal De hen?” Jeg svarede: “Vi slutter våbenstilstand.” Så sagde han på godt schwabisk: “Det skal I to nok klare.”

Efter passagen af den tyske frontlinje gik bilerne ned i et særdeles langsomt tempo. Ilden var på begge sider indstillet i nogle timer. På den forreste bil blev der anbragt et stort hvidt flag; trompetéren afgav konstant korte signaler. Kørslen var for mig endnu mere rystende end den tur, jeg tre uger forinden havde foretaget til min eneste søns dødsleje (Erzbergers søn var soldat og døde af Den Spanske Syge, red.).

Omkring 150 meter fra den tyske front viste de første franske soldater sig. To officerer førte os høfligt frem til den nærtliggende La Capelle. Da jeg kørte ind i byen, var det første spørgsmål fra talrige tilstrømmende soldater: “Finie la guerre?” Vores bil blev mødt med klapsalver som udtryk for glæde over, at krigen nu var forbi; mange gange lød råbet: “Vive la France!” Soldater og civilbefolkning optrådte roligt og tilbageholdende; flere kom hen til min bil og spurgte “Quelle nation?”, andre bad om cigaretter; som ikkeryger kunne jeg ikke imødekomme ønsket. Gadeskiltene var endnu på tysk; en statelig bygning var forsynet med påskriften “Kaiserliche Kreiskommandantur” med store bogstaver; ovenover vajede tricoloren. Den lille by var flagsmykket; franskmændene var først rykket ind samme eftermiddag. Jeg blev ført til den lille Villa Francport i udkanten af byen; dér mødte jeg de tre tyske parlamentærer, som havde meddelt vores passage af fronten. Der var bevilget våbenhvile frem til midnat klokken 12.

De tyske militærbiler, vi  hidtil havde kørt , blev efterladt i La Capelle til vores tilbagerejse. Vi fik franske biler, hver tyske befuldmægtigede fik sin egen; som ledsager blev hver af os medgivet en fransk officer. Ved afgang fra villaen klokken ti aften blev vi med ved hjælp af lyskugler og fyrværkeri fotograferet. Den videre kørsel blev gennemført i langsomt tempo; med ledsageofficer, en prins af Bourbon (af en sidelinje) kunne ikke sige mig rejsens mål men meddelte mig dog på mit spørgsmål, at vi stadig havde omkring 50 kilometer at køre; fra ham lærte jeg også at udtale navnet på marskal Foch (Fosch), som skal være bretoner. Ligesom ved ankomsten til den franske front afstod man fra at give os bind for øjnene.

Den natlige kørsel førte os over Guise, som udviste store ødelæggelser; særligt var broer og jernbanebroer stærkt beskadiget. Vi kørte frem til udkanten af Saint-Quentin, hvor vi klokken ét nat ankom til en ensomt beliggende bondegård, som var svært medtaget af beskydning; den var kvarter for en fransk hærkommando; her stod et aftensmåltid parat til os. To franske generaler, deriblandt general Depenay, bemærkede ikke uden en vis spot, at vi fik det samme at spise (suppe, salt kød og ærter), som enhver general og enhver soldat i den franske hær får. Efter en times ophold blev farten fortsat over Chauny, som var fuldstændigt ødelagt; ikke et eneste hus stod endnu; den ene ruin stod ved siden af den næste. I måneskinnet strakte bygningsresterne sig spøgelsesagtigt i vejret; intet livstegn viste sig.

Klokken fire morgen ankom vi til den fuldstændigt ødelagte banegård Tergnier; hen over ruinerne kom vi hen til særtoget, hvor der blev sereveret fransk cognac. Rejsemålet blev ikke meddelt os, det blev kun beordret, at vinduerne ikke måtte åbnes under kørslen.

Toget satte sig i bevægelse og holdt klokken syv morgen i en skov. Jeg bemærkede, at der på et andet spor omtrent 100 meter væk holdt et tilsvarende sammensat tog. Hvor vi befandt os, kunne jeg trods flere spørgsmål ikke fastslå; togets personale forklarede, at de kom fra Nordfrankrig og ikke var kendt med egnen. Da jeg søndag formiddag udtalte ønske om at besøge den hellige messe, sagde sovevognskonduktøren, at det ikke længere var muligt; jeg havde skullet fremsætte dette ønske dagen forinden; marskallen havde allerede været i kirke i Rethondes, dér blev der ikke længere holdt messe, og en anden gejstlig var ikke i nærheden. Jeg blev bekræftet i min formodning om, at mødestedet var Compiègne-skoven.

I overensstemmelse med mit opdrag havde jeg opnået, at jeg fredag den 8. november formiddag kunne optage forhandlinger med marskal Foch. Hen imod klokken ni (fransk tid) modtog jeg besked om, at han var parat til at modtage mig. Vi fire befuldmægtigede begav os med en tolke-officer i enkelt rejsetøj, officererne i feltuniform, over i det overfor holdende særtog. I salonvognen var anbragt et bredt bord, med fire pladser på hver side. Vi gik som de første ind i salonvognen og tog opstilling ved de pladser, der var markeret til os. Kort efter viste marskal Foch sig, en lille mand med markerede, energiske træk, som ved første blik afslørede, at han var vant til at befale, ledsaget af sin generalstabschef og tre engelske marineofficerer; han hilste kort militært og bukkede. Jeg præsenterede på tysk mine ledsagere og overrakte fuldmagterne, som marskal Foch tog imod, hvorpå han præsenterede sine ledsagere; som den første den engelske sølord (flådechef, red.) Sir Wemyss, sin generalstabschef Weygand, den engelske admiral Hope, som tolk franskmanden Laperche og englænderen Bagod. Der var altså hverken amerikanere eller italienere og belgiere med ved våbenstilstandsforhandlingerne, kun De Allieredes overkommando.

Efter at have modtaget fuldmagterne begav marskal Foch sig med sine ledsgere ind i kupeen ved siden af for at studere dokumenterne; ifølge dem var jeg bemyndiget til “under forbehold af rigskanslerens godkendelse at aftale våbenstilstand”. Marskal Foch vendte tilbage og spurgte på fransk: “Hvad bringer d’herrer her? Hvad ønsker De af mig?”Jeg svarede, at jeg imødeså forslag til indgåelse af våbenstilstand til vands, til lands, i luften og på alle fronter, hvortil marskal Foch med bestemthed svarede: “Jeg har ingen forslag at gøre.” Jeg henviste til, at vi var kommet på grund af den seneste note fra Wilson, som grev Oberndorff oplæste i engelsk originaltekst, og tilføjede, at jeg bad om at få meddelt disse forslag.

Nu gav marskal Foch sin generalstabschef besked om at forelægge våbenstilstandsbetingelserne på fransk; oversættelsen blev hurtigt udført af tolkene på begge sider. Under oplæsningen lagde den engelske admiral Wemyss stor ligegyldighed og ringeagt for dagen, men hans fingeren med monokel og hornbriller afslørede hans indre ophidselse. Marshal Foch sad roligt som en sten ved bordet, ind imellem trak han energisk i sit overskæg. Under hele oplæsningen faldt der ingen bemærkninger.”

Oversat af Uffe Gardel

Teksten er et uddrag af Matthias Erzbergers bog “Erlebnsse im Weltkrieg” Efter krigen blev han holdt ansvarlig for våbenstilstanden af tyske højrenationale, og i august 1921 blev han myrdet af højreekstremister.