Jamaica-sonderinger nærmer sig deadline

Foto: Kyle James, licens CC BY-SA 2.0

Baggrund. Først i næste uge – næsten to måneder efter valget – er politikerne i Berlin klar til at indlede de egentlige regeringsforhandlinger.

Af Uffe Gardel

En lille uge endnu: Så slutter de såkaldte sonderinger om at danne en ny regering. Forbundskansler Angela Merkel har fastsat 16. november som dagen, hvor man kan afslutte sonderingerne, og først herefter kan de egentlige forhandlinger begynde.

Undervejs i det langtrukne spil begynder de tyske vælgere imidlertid at miste appetitten på en Jamaica-regering bestående af CDU/CSU, FDP og De Grønne; en netop offentliggjort meningsmåling viser, at tilslutningen til denne koalition er faldet.

Der har været en hel del smålækager undervejs i det tre uger lange sonderingsforløb, men ingen, som rigtigt fortæller, hvad der foregår. Torsdag lækkede et papir, som alene er en slags dagsorden, en opremsning af hvad man skal tale om. Papiret har 125 punkter fordelt på 12 hovedgrupper – “finans, budget, skat”, “klima, energi, miljø”, og så videre.

Dårlig stemning

At stemningen er labil, fremgik, da FDP-formanden, Christian Lindner, offentligt udtalte, at FDP ikke var bange for nyvalg. Det fik han straks hug for af sine forhandlingspartnere. Merkel anså det ikke for “klogt” at tale om nyvalg i tide og utide, og de Grønnes medformand, Cem Özdemir, kaldte det direkte uansvarligt; “vi som politikere må få det bedste ud af valgresultatet,” sagde han.

Så der kan ligge lange forhandlinger forud, når de først begynder i næste uge. Det er dog set før. I 2013, hvor bundestagsvalget fandt sted d. 22. september, nåede man også frem til midten af december, før Tyskland havde en ny regering, blandt andet fordi SPD skulle igennem en urafstemning, før partiet kunne gå med i den store koalition. Denne gang er det De Grønne, som skal igennem en urafstemning, før de kan sige endeligt ja.

Problemer i Bayern

Men forhandlingerne kan komme til at vare endnu længere end i 2013, for der er opstået endnu en forsinkelse et helt andet sted: hos CSU i Bayern. Kravene om et formandsskifte i CSU har vokset sig stærkere efter det meget dårlige valgresultat, og senest har ungdomsorganisationen Junge Unions afdeling i Bayern krævet formand Horst Seehofers afgang.

CSU skulle egentlig have genvalgt Seehofer på et landsmøde i næste uge, men mødet er blevet udskudt til 15.-16. december, netop med henvisning til koalitionsforhandlingerne; den officielle begrundelse lyder, at CSDU dermed håber at kunne fortælle landsmødet om resultatet af forhandlingerne.

I stedet risikerer udskydelsen tværtimod at bremse regeringsforhandlingerne. For så længe man ikke ved, hvem der er chef i München, ved Merkel, Lindner og Özdemir reelt ikke, hvem de skal forhandle med i Berlin.