Ingen vil sidde ved siden af AfD

Forbundsdagen. Foto: escpeapalumni, licens CC.BY.2.0

De øvrige partier i Forbundsdagen har ikke lagt skjul på, at de vil isolere AfD i det politiske arbejde i de kommende fire år. Men det skal tages ganske bogstaveligt: Der er tilsyneladende ikke nogen, som vil sidde ved siden af AfD. Det skriver Süddeutsche Zeitung.

Den afgående formand for Forbundsdagen, Norbert Lammert (CDU), havde foreslået at placere AfD helt ude til højre, set fra talerstolen, hvorefter FDP skulle sidde, og så CDU/CSU, De Grønne og så videre.

Men det vil FDP under ingen omstændigheder. Partiet plejede ellers helt at sidde ude til højre, før det røg ud ved valget i 2013. Men nu? Ikke tale om. Nu vil man sidde i midten af salen; det er “af stor symbolsk betydning”, erklærer en talsmand for partiet, og en anden FDP-politiker henviser til, at i seks ud af de ni landdage, hvor man har medlemmer, sidder partiet i midten af salen.

Afvisningen af AfD har dog også et mere alvorligt indhold. De Grønne afviser således at vælge en AfD-politiker, Albrecht Glaser, som suppleant til Forbrundsdagens præsidium, fordi han har talt for at afskaffe religionsfriheden for muslimer.

Og så er der udvalgsposterne. Der er 22 faste udvalg, så AfD har krav på formandsposten i to af dem. Men en række politikere på tværs af partiskel har allerede i et åbent brev krævet, at det i hvert fald ikke bliver posten som formand for Kulturudvalget, for det kunne AfD jo misbruge til “at udbrede nationalistisk tankegods,” som en af initiativtagerne, Bernd Fabritius (CSU), forklarer.

U.G.