Her er CDU’s nye formand

Annegret Kramp-Karrenbauer. Foto: Sandro_Halank, licens CC-BY-SA 3.0

Efter to valgrunder har CDU’s landsmøde i Hamburg valgt Annegret Kramp-Karrenbauer som partiets nye formand. Hun blev valgt i anden valgrunde med 517  stemmer mod 482  stemmer til Friedrich Merz.

I en kort takketale indledte hun med at takke sine to modkandidater for “en fair konkurrence”.

I første valgrunde fik Annegret Kramp-Karrenbauer 450 stemmer (45,0 procent, Friedrich Merz 392 stemmer (39,2 procent) og Jens Spahn 157 stemmer (15,7 procent). Da der krævedes absolut flertal for at blive valgt, skulle landsmødet igennem en anden valgrunde mellem Kramp-Karrenbauer og Merz.

Angela Merkel fortsætter som forbundskansler frem til næste valg. Ved dette valg vil Annegret Kramp-Karrenbauer formentlig også blive partiets kanslerkandidat, og som meningsmålingerne ser ud i dag, er det mest sandsynligt, at Merkels efterfølger som regeringschef også vil komme fra CDU.

Forud for formandsvalget holdt Angela Merkel en tale som afgående formand, og blev, synligt rørt, hyldet i mange minutter. Flere gange måtte hun bede folk om at holde inde og sætte sig. “Folkens, vi har meget at gøre i dag,” sagde hun ved sit første forsøg på at standse bifaldet.

Derefter holdt de tre formandskandidater hver en cirka 20 minutter lang præsentationstale, og der var mulighed for de delegerede til at stille spørgsmål til kandidaterne.

U.G.

Tysklandheute.dk bragte i februar dette portræt af Annegret Kramp-Karrenbauer, da hun blev valgt til generalsekretær for CDU:

Har Merkel fundet sin efterfølger?