Götterdämmerung, med en uvillig Sigfried på bålet

Horst Seehofer. Foto: Harald Bischoff, licens CC BY-SA 3.0

Lynanalyse: CSU lod Seehofer spille spillet for hårdt, men har selv mistet kontrollen over det spil, man har sat i gang.

Af Uffe Gardel

Efter en aften og en nat som denne gider man ikke rigtigt høre på folk, som mener at tysk politik er kedelig. Det er mange år siden, at man har oplevet et sådant kaos.

Først et møde i CSU’s ledelse, som trækker ud og trækker ud; hele aftenen går. Man aner åbenbart ikke, hvad man skal stille op med, at Merkel faktisk leverede noget på EU-topmødet, som ingen havde troet muligt, men som dog alligevel ikke helt opfylder de krav, man selv havde stillet: At asylsøgere skal kunne vendes på grænsen. Hvordan skulle man komme ned fra træet uden at slå sig?

Til slut siger Horst Seehofer (CSU) at han vil gå, både som indenrigsminister og partichef, og en af Tysklands kendteste og mest respekterede mediefolk, Jakob Augstein, hilser ham farvel ved i et tweet at kalde ham “en selvmordsattentatmand” som har sprængt sig selv og sit parti i luften.

Måske forsøgte partiledelsen bare at smide Seehofer ned fra træet; så kunne man selv springe og lande blødt på ham ved at hævde, at det også mest var ham, som havde villet køre tingene så hårdt op.

Spiegel kunne samtidig fortælle, med mødedeltagere som kilder, at Seehofer forklarede sin afgang med, at han ikke var blevet støttet nok af partiet. Det kunne jo unægteligt ligne en fælde lagt af Seehofers gamle ærkerival, Bayerns ministerpræsident, Markus Söder (CSU); vi skulle nu opleve tysk politisk Götterdämmerung, men det skulle blive Sigfried, og ikke Brünhilde, som gik på bålet.

Men Sigfried var modvillig. Pludselig ville Seehofer alligevel ikke gå af; nu vil han først holde et møde med Merkel og prøve at opnå enighed. Det vil sige, at han nu overlader sit politiske liv i hænderne på den politiker, han mere end nogen anden har kæmpet mod de sidste par måneder. Merkel må være inderligt fristet til at kvase ham, og reelt bliver det også svært for hende at gøre andet, for hendes parti har valgt at støtte hende fuldkommen, så kompromismulighederne er begrænsede.

Min konklusion: CSU har kørt den hårde stil på et spørgsmål – afvisning ved grænsen – som ikke nødvendigvis vil have stor betydning i praksis. Man har gjort det for at virke handlekraftig op til landdagsvalget i Bayern til oktober.

Hvis jeg har ret i det, havde Merkels uventet gode resultat på EU-topmødet ikke behøvet at være et problem for CSU; man kunne have brugt det som begrundelse for at opretholde presset på hende ved at give hende en ny frist til at få topmødeaftalen til at virke. Men det kaotiske og langstrakte møde i CSU-ledelsen søndag aften viser, at konflikten er løbet ud af kontrol for CSU; man har ligesom ladet sig rive med af en “Merkel skal væk”-stemning. Det hele er ikke blevet lettere at kontrollere, hvis Söder faktisk har prøvet at benytte lejligheden til helt at skille sig af med Seehofer – uanset det uacceptabelt uansvarlige i at risikere et politisk sammenbrud i EU’s største land for at kunne likvidere en rival.

Søndag aften var en god demonstration af, hvordan menneskelige processer har en egendynamik, og dynamikken er fortsat i gang. Jeg tør ikke spå om, hvor dette ender. Det kloge valg for CSU ville stadig være at opretholde presset på Merkel, men søndagens kaos kan have skadet forholdet mellem de to søsterpartier irreparabelt – og det kan også have svækket partiet ved landdagsvalget, for bryder bayerske vælgere sig mon om, at resten af landet ler og ryster på hovedet af deres parti?

Læs også:

Slutter Merkels tid i næste uge?