Fattigdom mest udbredt i Bremen

Risikoen for fattigdom er størst i Bremen og mindst i Baden-Württemberg (Grafik: Statista)

Selv om bystaten Bremen på papiret er en af de rigeste regioner i Tyskland – målt på BNP pr. Indbygger – så er risikoen for at havne i fattigdom højere der end i alle andre tyske delstater

 

Af Niels Bünemann

Bor man i Bremen (der som forbundsland også omfatter byen Bremerhaven) er ”fattigdomsrisikoen” hele 22,6 pct. Den laveste fattigdoms-kvote findes i den sydvestlige delstat Baden-Württemberg, hvor tallet er 11,9 pct. – begge tal bygger på data fra 2016. Det viser en ny data-serie, der er udgivet af det officielle statistik-kontor Destatis i Wiesbaden.

Tallet for fattigdoms-risiko udregnes som den procentdel af befolkningen der lever i husholdninger med en indkomst der udgør mindre end 60 pct. af den såkaldte ”ækvivalensindkomst” der er til rådighed i den typiske husholdning.

Ækvivalensindkomsten tager hensyn til at store husholdninger kan klare sig for et mindre beløb per person end små husholdninger. Og den ”typiske” husholdning er den hvor halvdelen af befolkningen har mere, og den anden halvdel mindre (statistisk set er det medianen).

Udover Bremen er risikoen for at komme under fattigdomsgrænsen størst i de østlige forbundslande, som stadig har lavere gennemsnitlige indkomster end de vestlige regioner.

Det kan derfor virke paradoksalt at Bremen havner i toppen af fattigdomsstatistikken, da hansestaden ved floden Weser har et BNP/indbygger på hele 350.000 kr. – kun overgået af den anden store hansestad Hamburg, der er blandt Europas allerrigeste regioner.

I Hamburg er fattigdomsrisikoen da også kun 14,9 pct. og dermed i den lave ende.

Årsagen til paradokset i Bremen skal nok findes i, at bystatens BNP medtager den værdiskabelse, som de mange pendlere ind til byen står for. Bremen er som delstat ganske lille, og mange af arbejdspladserne er besat af mennesker der bor udenfor bygrænsen. I byens havnekvarter bor der derimod mange lavindkomstfamilier, og arbejdsløsheden er med 10 pct. den højeste i hele forbundsrepublikken.

Netop arbejdsløshed er – ikke overraskende – den stærkeste faktor til forklaring af fattigdoms-risikoen. Blandt arbejdsløse er risikoen for fattigdom typisk over 50 pct. – i Bremen endda 60 pct. og i nøgle østlige delstater helt oppe på 75 pct.

Det tilsvarende tal for fattigdomsrisikoen i Danmark er (ifølge databanken Statista) 12,2 pct. (i 2015).