Farvel til Schulz. Her er SPD’s nye leder

Andrea Nahles. Foto: Sandro Halank, licens CC BY-SA 3.0

Andrea Nahles som partichef og uden for regeringen; Olaf Scholz i regeringen som vicekansler og dermed førende SPD-minister.

Sådan ser SPD’s nye uformelle lederduo ud efter onsdagens melding om, at Martin Schulz går af som partichef, når medlemmerne har stemt om regeringsaftalen.

Rygtet løb i flere medier eftermiddagen igennem, og er nu bekræftet af kilder over for både dpa og Reuters: Schulz orienterede selv SPD’s ledelse på et møde onsdag. Han anbefaler, at Andrea Nahles vælges i stedet.

Andrea Nahles regnes for at tilhøre SPD’s venstrefløj, mens Olaf Scholz placeres på højrefløjen. Det er dog ikke nødvendigvis sådan, det er i dag; Nahles har som arbejdsminister i den forrige store koalitionsregering, fra 2013 til 2017, været regnet som driftssikker og har loyalt bakket op om alle arbejdsmarkedsreformer. Hun var i sin tid medlem af Forum Demokratische Linke 21, en organiseret “kaffeklub” eller partifraktion på SPD’s venstrefløj, men forlod den i 2013, da hun blev minister. Hun er i dag gruppeformand for SPD i Forbundsdagen.

Olaf Scholz. Foto: Olaf Kosinsky, licens CC BY-SA 3.0 de

Olaf Scholz er en populær førsteborgmester og partichef i Hamburg; tidligere medieportrætter har beskrevet ham som en arbejdshest, som læser alle sine papirer og ikke sover mange timer. Han regnes til partiets højrefløj, men er ikke organiseret i højrefløjens svar på FDL 21, kaldet Seeheimer Kreis.

Martin Schulz nåede dermed kun at være partileder i et år; han blev valg med 100 procent af stemmerne i marts 2017. Det gør ham til en af de kortest siddende SPD-formænd nogensinde, kun undergået af Matthias Platzeck, som gik i 2006 på grund af sygdom, og Franz Müntefering, som gik i 2009 på grund af et valgnederlag – SPD havde kun fået 23 procent af stemmerne. Ved valget i 2017 var resultatet som bekendt 20,5 procent.

I en slags afskedshilsen sagde Schulz onsdag, at den 177 sider, endnu ikke offentliggjorte koalitionsaftale, er skrevet “med socialdemokratisk håndskrift”. Det er nok så meget henvendt til de 464.000 SPD-medlemmer, som nu ved en urafstemning skal tage stilling til, om partiet skal gå med i koalitionen. 24.000 af dem er nye medlemmer, som er kommet til siden nytår, og en stor del af dem formodes at have meldt sig ind for at kunne stemme imod regeringsdeltagelsen.