EU-nej til Lufthansas opkøb sender NIKI i konkurs

Foto: NIKI Luftfahrtgesellschaft GmbH

EUs afslag på Lufthansas planlagte opkøb af østrigske NIKI fik handlen til at falde til jorden onsdag. Fra torsdag morgen forblev NIKIs fly på jorden, og selskabets medarbejdere stod, som de seneste ofre for Air Berlins kollaps, uden jobs. 

Flemming Emil Hansen

1.000 medarbejdere har mistet deres jobs og kan gå på tidlig juleferie i år. 10.000 rejsende står tilbage med ugyldige flybilletter. Det er de umiddelbare konsekvenser, efter den østrigske budgetflylinje NIKI onsdag aften meldte sig konkurs med øjeblikkelig virkning.

Konkursen kommer, efter EUs konkurrencemyndigheder tirsdag sagde nej til Lufthansas planlagte opkøb af NIKI. Lufthansa trak sig øjeblikkelig helt fra handlen, der var en del af opsplitningen af ligeledes konkursramte og nu opløste Air Berlin. Dermed var det endegyldigt slut for NIKI, som indtil nu har fløjet videre på en midlertidig kredit fra Lufthansa.

Torsdag morgen kunne man derfor på NIKIs hjemmeside læse en besked, der kort meddelte, atselskabet har indgivet konkursbegæring og ikke sender fly i luften igen.

Lufthansa-redning får afslag

Det østrigske flyselskab, som i 2003 blev grundlagt på resterne af Aero Lloyd Austria af den legendariske Formel 1 kører og tredobbelte verdensmester Niki Lauda, har siden 2011 været ejet af Air Berlin.

NIKI Fluggesellschaft GmbH, som det formelt hedder, var egentlig en del af den pakke på 83 fly og 3.500 medarbejdere, som Lufthansa indgik aftale med Air Berlin om at overtage, da Air Berlin gik konkurs tidligere på året.

Ifølge EUs konkurrencemyndigheder ville en integration af NIKI i Lufthansas eget budgetflyselskab Eurowings imidlertid føre til en konkurrenceforvridende dominans på en række europæiske strækninger.  Lufthansa havde en uge til at forhandle en kompromisløsning på plads med EU-Kommissionen, men valgte altså i stedet helt at opgive handlen.

NIKI placerer ansvar hos EU

Skylden for selskabets pludselige konkurs ligger ifølge NIKI-chef Oliver Lackmann hos EU-Kommissionen, som han siger traf sin beslutning velvidende, at der “ikke fandtes valide alternativer” til Lufthansas overtagelse. Til østrigske Der Standard siger Oliver Lackmann: “Lukningen af NIKI er en national katastrofe for Østrig. På grund af EU-Kommissionens nej til det planlagte salg til Lufthansa mister 1.000 medarbejdere deres jobs.”

EU-Kommissionen, derimod, udtrykte onsdag “beklagelse” over Lufthansas beslutning om straks at trække sig fra handlen, fremfor at afsøge muligheden for en kompromisløsning, som kunne sikre handlen grønt lys mod indstilling af flyvninger på visse ruter.

NIKI fløj med i alt 35 fly mellem lufthavne i Østrig, Tyskland og Svejts og populære feriedestinationer i særligt Middelhavsregionen.

Den østrigske regering meddelte torsdag, at den stiller midler til rådighed for at sikre, at berørte østrigske, tyske og svejtsiske statsborger, som i øjeblikket er strandet i udlandet, kan blive hentet hjem med andre flyselskaber.