Efterretningstjeneste: Rusland stod bag hackerangrebet

Foto: Niels Bünemann

Da det tyske regeringsnetværk i februar blev hacket, var det sandsynligvis Rusland, som stod bag.

Det sagde chefen for efterretningstjenesten BfV, Bundesverfassungschutz, Hans-Georg Maaßen, onsdag.

“Vi har konstateret et cyberangreb med russisk oprindelse,” sagde han. Han tilføjede, at man ikke kan fastslå oprindelsen med fuldkommen sikkerhed – “men vi kan tale om en høj grad af sandsynlighed.”

I februar kom det frem, at der var blevet foretaget et angreb på det centrale kommunikationsnetværk, som forbinder regeringskontorer over hele Tyskland med hinanden, det såkaldte Informationsverbund Berlin-Bonn. Myndighederne var meget tilbageholdende med deres oplysninger om angrebet, både om omfang og skader, men også om de mulige gerningsmænd.

Der Spiegel kunne dog dengang fortælle, at hackerne havde stjålet papirer om Brexit-forhandlingerne, og der blev spekuleret i, at Rusland stod bag. Det bliver så nu bekræftet af Forfatningsbeskyttelsen, som dog også oplyser, at der næsten ingen skade skete ved angrebet.

I virkeligheden var angrebet meget ældre. Softwaren, der blev brugt, skal være installeret allerede før nytår 2017. Tysklands efterretningstjeneste blev 19 december sidste år af en allieret tjeneste gjort opmærksom på, at det tyske regeringsnet var blevet hacket, men først i midten af januar kunne de tyske myndigheder konstatere, at advarslen var rigtig.

Det er uklart præcis hvilken hackergruppe, der står bag. Ifølge Maaßen er der nemlig ikke tale om den berømte “APT28”, også kaldet “Fancy Bear”, som formentlig er forbundet med den russiske militære efterretningstjeneste GRU. Mistanken retter sig mod en anden gruppe, “Snake”.

U.G.

 

Læs også:

Hackerangreb er stadig i gang