Deutsche Bahn i strid modvind på grund af Anne Frank hyldest

Foto: Sebastian Terfloth, licens CC BY-SA 3.0

Deutsche Bahns beslutning om at navngive et tog efter den tysk-jødiske dagbogsskribent har vækket statsbanernes nazifortid til live og udløst skarp kritik. 

Af Flemming Emil Hansen

Tysklands nazifortid er stadig et ømtåleligt emne, der vækker stærke følelser. Det måtte Deutsche Bahn sande i denne uge, da en ved første øjekast nobel og ukontroversiel beslutning om at ære Anne Frank ved at navngive et tog efter hende endte i en sand PR-katastrofe. Den tysk-jødiske pige, der skrev sin berømte dagbog, mens hun skjulte sig for nazisterne på et loft i Amsterdam, er universelt respekteret og elsket som symbol på europæiske jøders skæbne under Anden Verdenskrig. Det lignede derfor et populært valg, da en offentlig afstemning pegede på Anne Frank som en af de historiske personligheder, der skulle æres ved at lægge navn til et af Deutsche Bahns nye ICE4 tog. Det var det mildest talt ikke. På twitter er beslutningen blevet livligt kommenteret og kritiseret, herunder af det tyske parlamentsmedlem for regeringspartiet CSU, Iris Eberl, som kaldte beslutningen for “smagløs”. Fra Anne Frank Stiftelsen i Amsterdam lød det, at sammenstillingen af Anne Frank og et tog fra Deutscher Bahn er “smertelig”.

Vækker minder om Holocaust

Det var nemlig et tog fra Deutsche Bahns ophav, Deutsche Reichsbahn, der tilbage i 1944 transporterede Anne Frank til sin død i koncentrationslejren Bergen-Belsen, efter hun med sin familie var blevet afsløret og deporteret fra Holland tilbage til Tyskland, som de var flygtet fra. Deutsche Reichsbahn var i det hele taget en central brik i den tyske udryddelsesmaskine og forestod transporten af millioner af jøder til koncentrationslejre i Tyskland og Østeuropa.

“Forbindelsen af Anne Frank med et tog vækker erindringer til live om deportationen af jøder,” udtalte en talsmand for Anne Frank Stiftelsen til mediet t-online. Stiftelsen anerkender, at Deutsche Bahn traf beslutningen udfra noble motiver, men understreger at “forbindelsen er smertelig for mennesker, der oplevede denne deportation.”

Tirsdag reagerede Deutsche Bahn på virakken med en offentlig undskyldning.

“Vi er meget kede af, hvis følelser blev såret på grund af denne beslutning,” lød det i en pressemeddelelse fra statsbanerne. “Det var ikke vores intention at ringeagte Anne Franks minde på nogen som helst måde. Tvært imod.”

Anne Frank blev udvalgt i fuld bevidsthed om det historiske ansvar, som statsbanerne bærer, hed det i pressemeddelelsen. “Hos Deutsche Bahn har vi beskæftiget os kritisk med vores ophavs historie siden virksomheden blev grundlagt. Vi traf en overlagt beslutning om at hjælpe med at holde mindet om Anne Frank i live.”

De nye ICE4 tog skal ifølge planen indsættes i trafikken fra december måned. Blandt de andre personligheder, der ligger navn til togene er Marlene Dietrich og Konrad Adenauer, men om “Anne Frank” nogensinde kommer ud at køre er tvivlsomt.

“Deutsche Bahn tager naturligvis offentlighedens bekymringer seriøst og vil diskutere dem internt i den kommende tid. I den forbindelse har jødiske organisationer invilliget i at vejlede os,” sagde statsbanerne.

Anne Frank døde af sygdom i Bergen-Belsen i februar, 1945. Hun blev 15 år gammel. Af hendes familie på fire overlevede kun faderen, som valgte at udgive Anne Franks dagbog to år senere i 1947.