Daimler-chef undskylder Dalai Lama citat efter kinesisk pres

Foto: Daimler AG

Den tyske bilgigant går i brev bodsgang hos den kinesiske regering, efter en PR-medarbejder postede et reklamefoto med et citat fra den tibetanske leder Dalai Lama på Instagram.

Af Flemming Emil Hansen

Hver fjerde solgte Mercedes bliver købt af en kineser. Det gør Kina til Daimlers suverænt største marked og dermed helt centralt for bilkoncernens succes. Administrerende direktør Dieter Zetsche har kaldt Kina Daimlers andet hjemland, og afhængigheden af den kinesiske appetit på tyske luksusbiler illustrerede han med al tydelighed onsdag i et brev stilet til Kinas ambassadør i Berlin, Shi Mingde. I brevet bad topchefen “oprigtigt” Kina om “tilgivelse” og forsikrede, at bilgiganten “ingen intention har på nogen som helst måde at stille spørgsmålstegn ved Kinas suverænitet eller territoriale integritet”. Det rapporterer Frankfurter Allgemeine Zeitung fredag.

“Daimler fortryder dybt den lidelse og kummer, som vores uforsvarlige og usensible fejl har udsat det kinesiske folk for,” skrev Dieter Zetsche i brevet, som det statsejede kinesiske nyhedsagentur Xinhua siden har offentliggjort.

Baggrunden for topchefens usædvanlige undskyldning er et reklamefoto af en hvid Mercedes Coupe, som en af Daimlers PR-medarbejdere tidligere på ugen postede på Instagram. Bilen var nemlig ledsaget af et citat fra Dalai Lama, som siden oprettelsen af den tibetanske eksilregering i indiske Dharamshala i 1959 er blevet betragtet som en undergravende separatist og statsfjende af det kinesiske styre.

“Betragt situationer fra alle vinkler, og du vil blive mere åben,” lød det umiddelbart uskyldige PR-budskab fra Tibets åndelige leder.

Daimler udråbt til folkefjende

Billedet blev hurtigt slettet igen, men skaden var sket. Kinesiske sociale medier eksploderede i forargelse, og kommunistpartiets hoforgan, Renmin Ribao, Folkets Avis, udråbte Daimler til “folkefjende”.

Foruden Dieter Zetsches personlige undskyldning, udsendte Daimler en beklagelse via Kinas svar på twitter, mikroblogmediet Weibo. Her lovede Daimler at “tage skridt til at forbedre medarbejdernes forståelse for kinesiske værdier og kultur for at undgå, at den slags fejl kan ske igen”.

Om det rækker til at formilde kineserne er dog langtfra sikkert. Torsdag udlagde udlagde regime-nære Global Times Daimlers bodsgang som “uærlig” og et forsøg på at “snyde” Kina, mens Daimler i virkeligheden forsøger “at rejse tvivl om landets suverænitet”.

Undskyldning møder hård kritik

Undskyldningen er heller ikke faldet i god jord hos tibetanske interessegrupper og menneskerettighedsorganisationer. International Campaign for Tibet’s tyske direktør Kai Müller betegner undskyldningen som “skammeligt sleskeri for et diktatur”.

“Mercedes-Benz ikke alene adopterer det kommunistiske styres regler for, hvad der må siges, de lover sågar at støtte Beijings globale indsats for at eksportere dem,” er Kai Müller citeret for at sige på den tibetanske eksilregerings hjemmeside.

Human Rights Watch’s Kina-direktør, Sophie Richardson, lægger heller ikke fingre imellem. På Twitter har hun beskyldt Daimler for at “slikke Beijings støvler”.

Den tibetanske eksilregering peger på, at den hårde medfart Daimler har modtaget i kinesiske medier følger en velkendt formel for udnyttelse af landets status som nøglemarked og økonomisk stormagt til politisk pression mod internationale firmaet.

Tidligere har virksomheder som Marriott International, Quantas Airways, Delta Airways, Audi og modehuset ZARA udstedt tilsvarende offentlige undskyldninger for at have “såret det kinesiske folk”.

I Daimlers tilfælde er der den lille krølle på halen, at det kontroversielle reklamefoto slet ikke var tilgængeligt i Kina, idet regeringen har lukket ned for adgangen til Instagram.

Daimler har ikke ønsket at kommentere yderligere på sagen.