Brexit-effekt giver op til 88.000 nye jobs i Frankfurt

Foto: Niels Bünemann

Hver arbejdsplads i finansindustrien der flytter fra London til Frankfurt kan få følgeskab af 8 jobs i byggeri og service-erhverv. Helt nye bydele skyder op i Frankfurt.

Af Niels Bünemann

Mens Brexit-forhandlingerne nærmest træder vande i Bruxelles opjusteres forventningerne til antallet af jobs, der vil flytte fra London til Frankfurt som konsekvens af at briterne træder ud af EU.

Næsten dagligt kommer der meldinger fra banker om at de flytter hele afdelinger eller endog det europæiske hovedkvarter fra Londons City til det tyske finanscentrum ved floden Main. Et nyt studie fra den velanskrevne Business School WHU i Vallendar ved Koblenz viser, at effekten kan blive mange gange større end de arbejdspladser, som bankerne selv flytter. Studiet er bestilt af lobby-organisationen Frankfurt Main Finance.

Side-effekten strækker sig ud over en række brancher, lige fra byggeri af nye boliger, transport-erhverv, liberale erhverv i advokatbranchen og sundhedssektoren.

Blandt de internationale banker, der har bebudet flytning af et stort antal arbejdspladser fra London til Frankfurt er følgende: fra Japan er det  Mizuho SecuritiesDaiwa Securities, Nomura og Sumitomo Mitsui Financial Group; fra Storbritannien Standard Chartered, fra USA Goldman Sachs og Citigroup; samt Tyskland egen champion Deutsche Bank.

Ifølge det tyske banktilsyn Bafin har et stort antal internationale banker henvendt sig til tilsynet med henblik på at erhverve en tysk bank-licens. Bafin har selv reageret ved at ansætte mere personale, man har afholdt en workshop for interesserede banker, og Bafin er i gang med at forenkle processen for de internationale banker, bl. a. ved at meget af papirarbejdet kan foregå på engelsk.

Et team under ledelse af professor Lutz Johanning fra WHU Business School har beregnet at hvert nyt job i finans-branchen vil trække mellem 2,1 og 8,8 yderligere arbejdspladser med sig i andre sektorer, alt efter hvilke antagelser man gør, og hvor stor en region omkring Frankfurt man tager med i beregningerne.

Studiet tager udgangspunkt i erfaringer fra tidligere eksempler, hvor Frankfurt med et slag har fået tilført nye arbejdspladser: oprettelsen og den senere udbygning af den Europæiske Centralbank og udvidelsen af Frankfurts internationale lufthavn hører til erfarings-materialet.

Den almindelige antagelse er, at der i de næste fire år kommer mindst 10.000 nye bank-jobs til Frankfurt. Det kan altså betyde en samlet vækst på op til 88.00 nye jobs i Rhein-Main regionen, der er bundet sammen med et fintmasket kollektivt transport-system.

I Frankfurt kan man med det blotte øje se at byen udvikler sig meget dynamisk. Helt nye bydele skyder op af jorden med tusindvis af boliger og forretninger, og der er planer om adskillige nye skyskrabere.