Boliger stiger voldsomt i syd og vest

Foto: Jörg Blobelt, licens CC BY-SA 4.0

Der er høj fart på boligpriserne i de store byer i Sydtyskland, og til dels også mod vest.

Det viser en opgørelse fra boliglånsformidleren Dr. Klein.

Markedet er ved at glide fra hinanden, i den forstand at de byer, hvor priserne i forvejen var højest, også er dem, der oplever de kraftigste stigninger. Således er priserne på en- og tofamiliehuse i München steget med næsten 20 procent fra tredje kvartal 2016 til tredje kvartal 2017. Og med en kvadratmeterpris på 4.276 euro eller cirka 32.000 kroner som medianværdi var den bayerske hovedstad i forvejen den storby i Tyskland, hvor boligpriserne er højest.

Også Stuttgart i Baden-Württemberg har kraftige stigninger på knapt 14 procent, og det samme gør Düsseldorf i Nordrhein-Westfalen. I den anden ende af spektret finder vi Dresden mod øst, hvor priserne ganske vist også stiger, men kun med godt fire procent.

Der er dog flere steder tale om en opbremsning i stigningstakten fra anden til tredje kvartal. Men især i München er markedet virkelig presset, også for ejerlejligheder; man kan stort set ikke længere finde ejerlejligheder i den laveste prisgruppe. De senere år har man stadig kunnet købe en lejlighed til 1.600-1.700 euro pr. kvadratmeter, men i tredje kvartal i år var der intet til salg under 2.993 euro.

U.G.