Audi standser salget af store dieselbiler

Foto: H92

A6 eller A7 som diesel? Nej, ikke lige nu. Audi har indtil videre standset salget af de to topmodeller med dieselmotorer, mens man arbejder på at finde en løsning på ny motormanipulation.

Dieselskandalen får stadig mere groteske følger. Tirsdag rettede den tyske bilmyndighed, Kraftfahrt-Bundesamt, KBA, nye anklager mod Audi for manipulation med motor-software. Man havde opdaget “uregelsmæssigheder”, og den konkrete mistanke var, at 60.00 nye biler er forsynet med software, der lukker ned for rensning af udstødningen.

Onsdag reagerede Audi ved helt at standse salget af topmodellerne A6 og A7 med en 271 hk dieselmotor, to modeller der er populære som direktionsbiler. Det skrev Handelsblatt onsdag.

Audi arbejder på højtryk for at udvikle en ny version af softwaren, som kan læses ind i bilerne. Indtil det er sket, og indtil den nye software er godkendt af KBA, opfordrer virksomheden forhandlerne til ikke at udlevere bilerne til kunderne.

Miljøminister Svenja Schulze (SPD) tager kraftigt afstand fra de nye oplysninger.

“Med den slags manipulationer sætter bilproducenterne også den tyske industris gode ry som leverandør af den nyeste teknologi på spil,” sagde hun til aviserne i Redaktionsnetzwerk Deutschland.

Tilsyneladende er der tale om en efterhånden helt klassisk manipulation. De nyeste dieselmodeller er forsynet med katalysatorer, som for at virke skal have tilsat et såkaldt additiv, AdBlue, som opbevares i en tank i bilen. Kunderne hverken kan eller skal selv påfylde stoffet, det sker ved service på autoriserede værksteder, men for at sikre lange serviceintervaller uden at indbygge store AdBlue-tanke har man programmeret motorerne, så de simpelt hen lukker ned for AdBlue-tilsætningen, når bilen kører i almindelig drift.

“En manipulation for at opnå en angivelig serviceforbedring set fra kundens synspunkt vilel være en bjørnetjeneste både for erhvervskunder og private kunder, siger Marc-Oliver Penzing, som er formand for de store bilflådeejeres organisation  Bundesverband Fuhrparkmanagement.

Han tilføjer, at de nye oplysninger er et hårdt slag for både flådeejerne og Audi.

Alene mistanken i sammenhæng med en Euro 6-dieselbil (højeste miljøklasse, red.) vil betyde yderligere uro,” siger han.

U.G.