Angela Merkels sidste tid er begyndt

Angela Merkel. Foto: Tobias Koch, licens: Open source

Analyse. Merkel opgiver sin partiformandspost. Meget snart kan hun blive tunget til også at opgive sin post som forbundskansler. De to poster hører nemlig sammen, sådan som Merkel selv indtil for få dage siden hævdede.

Af Uffe Gardel

Angela Merkel har tidligere sagt to ting: at hun ville blive som kansler i de fire år hun var valgt for, og at hun så kanslerposten og partiformandsposten som uadskillelige.

“De fire år er det, jeg nu har lovet. Og jeg hører til de mennesker, som også holder, hvad jeg lover,” sagde Merkel i februar i år i et interview i ZDF. Løftet gjaldt også formandsposten i CDU:

“For mig hører disse to poster sammen for at kunne danne en stabil regering. Derved bliver det,” sagde hun.

Det blev det altså ikke, og én af de to ting, hun lovede – at sidde fire år og at holde sammen på kanslerpost og partiformandspost – vil hun ikke holde, trods sit stærke ordvalg om mennesker, der holder deres løfter.

Hvad vi ikke ved endnu, det er hvilken af de to ting det er, hun ikke holder. Umiddelbart er det jo dét med partiformandsposten, men det kan meget hurtigt i stedet blive løftet om at blive siddende som kansler i fire år.

Svaret kan ligge i hvem, der bliver  ny partiformand. Der har det seneste år været gættet på en række navne, og nogle af dem, som blev nævnt for blot få dage siden, har allerede sagt fra, for eksempel forsvarsminister Ursula von der Leyen. Men vi kan alligevel dele kandidatfeltet op i dem, som koalitionspartneren SPD vil kunne leve med, og dem SPD bestemt ikke vil kunne leve med.

Til de sidste hører sundhedsminister Jens Spahn og den sorte hest, den forhenværende gruppeformand Friedrich Merz, som forlod politik i 2009. De har begge anmeldt deres kandidatur, og de ligger begge på CDU’s højrefløj. Bliver de partiformænd, vil det være nærliggende for SPD at gøre kort proces, følge sine instinkter og forlade koalitionen. Så meget desto mere som en højrefløjs-formand vil betyde, at Merkel svækkes yderligere i CDU og får sværere ved at sælge regeringens politik i partiet.

Bliver det partisekretær Annegret Kramp-Karrenbauer, som overtager ledelsen af partiet, kan Merkel måske overtale SPD til at fortsætte i regeringen. Det samme gælder næppe, hvis den nye CDU-formand hedder Armin Laschet, den succcesrige ministerpræsident i Nordrhein-Westfalen.

Et helt andet spørgsmål er om Merkel virkelig har tænkt sig blive siddende i fire år – forudsat SPD bliver i regeringen så længe? Hvad vil hendes parti sige til det, og hvad vil den nye partiformand sige, som altså ikke vil få den store fordel at kunne føre valgkamp i 2021 som regerende forbundskansler? Vil man mon ikke prøve at presse hende væk? Og hvad vil SPD så gøre? Som bekendt kræver reglerne i tysk parlamentarisme, at en ny forbundskansler aktivt vælges til af Forbundsdagen; SPD skal altså direkte stemme for den nye forbundskansler.

Blandt tyske politiske iagttagere diskuterer man i disse døgn, om ikke Merkel vil blive en stærkere regeringschef, nu da hun ikke længere er bundet af sit parti. Måske vil hun udnytte friheden til at forhandle en Brexit-aftale på plads eller reformere EU sammen med Macron. Men politikken skal i sidste ende støttes af Forbundsdagen, og hvorfor skulle CDU’s forbundsdagsgruppe rette sig efter Merkel?

Tyskland har ganske vist lidt af en tradition for forbundskanslere, som ikke er partichefer. Merkel accepterede selv i 2002 ikke at være CDU-CSU’s kanslerkandidat; hun overlod behændigt det forventelige valgnederlag til CSU-formanden. I 1960’erne var Ludwig Erhard i tre år forbundskansler uden at lede sit parti, CDU. Helmut Schmidt var aldrig i sine otte år som forbundslansker formand for SPD. Og Gerhard Schröder opgav sin SPD-formandspost et år før, han blev væltet som kansler. Men læren af disse eksempler er ret klar. Erhard havde ingen autoritet, fordi hans parti ikke støttede ham, mens Helmut Schmidt til gengæd var stærk, fordi hans partiformand, Willy Brandt, dækkede hans ryg. Alt står og falder med, om formanden og kansleren kan sammen.

Og hvis det nu er tilfældet – for eksempel, hvis nu partiformanden hedder Annegret Kram-Karrenbauer – hvorfor i alverden skulle Merkel så blive siddende? Hvorfor dog ikke hjælpe sin foretrukne formand lidt på vej ved at overlade hende regeringsansvaret?

Merkel er om få måneder ikke længere partiformand. Meget taler for, at hendes ktid ansler også snart er forbi.